Lærer Vaaben - Ellinge

Ellinge
Et smørhul på Fyn
Ellinge
Gå til indhold
Lærer Vaaben
Af Verner Eg
Den 12. august 2009 havde jeg besøg af Erik Vaaben og frue.

Erik Vaaben er i familie med Christen Jensen Vaaben, som var lærer i Ellinge.

Nu har Erik Vaaben afleveret et skrift til mig Kresten Jensen Waabens Erindringer".
Skriftet er på 23 sider, og indeholder blandt andet en Slægtestavle og lærer Vaabens
Data", hvor der står, at han var lærer og kirkesanger i Ellinge fra 1876.

Jeg har været nødt til at genskrive de 23 sider, og skulle der være slåfejl, vil de blive rettet, når jeg finder dem. Jeg har også tilladt
mig at indsætte flere linieskift, for overskuelighedens skyld.
2009-08-16

Billedet har jeg lånt af Lokalhistorisk Arkiv. Lærer Vaaben sidder ude til højre.
KRESTEN JENSEN WAABENS
ERINDRINGER

DATA

Kresten Jensen Waaben er født d. 27. maj 1843 i Gjelballe øst for Lunderskov.

1860 Optaget på Jelling seminarium
1863 Lærereksamen
1863 Andenlærer og kirkesanger i Bredsten syd for Jelling
1867 Gift d. 27. maj med Cathrine Elisabeth Jonassen
1867 Embede i Fovsing
1876 Lærer og kirkesanger i Ellinge
1910 Pensioneret - bosat Fredensgade 8, Nyborg
1914 Cathrine Elisabeth døde i Odense d. 27. aug
1914 Flyttet til Vester-Aaby
1923 Død i Vester-Aaby d. 30 jan.

Kresten Jensen Waaben efterlod sig følgende erindringer håndskrevne på smudsbind fra Grundtvigs samlede værker.
Erindringeme er afskrevet efter originalmanuskriptet i Nyborg sommeren 1955 hos Theodor Vaaben.

SLAGET VED KOLDING

Den 23. april 1849, omtrent ved 6-tiden om morgenen, korn far ind og
fortalte, at geværskuddene faldt så hurtigt, som når man læsser småsten
af ved at løfte fjællene på vognen; det var slaget ved Koldinghus, som
var begyndt.

Opad dagen fyldtes byen, hvor vi boede, med tysk infanteri, og
stemningen blandt dem var langtfra fredelig, hvad læreren (Møller) fik at
mærke, da han stod og talte med sin nabo og efter gammel vane og
måske også, fordi vejret var lidt køligt gned sig i hænderne.

Denne bevægelse opfattede tyskerne som et tegn på glæde ved tanken
om, at de rimeligvis i dag ville få prygl, og da læreren mærkede tyskernes
vrede, var han uforsigtig nok til at give sig til at løbe bag om byen for at
gemme sig, og nu løb nogle soldater bag efter ham. Denne jagt lagde
flere af fjenden mærke til, og jeg kan endnu itanken se nogle af dem
sigte efter læreren, idet de lagde geværerne an på havegærdet. Tyskerne
fandt læreren gemt i et brændeskur, hvor de gav ham nogle rap af den
flade klinge.

Mor og jeg havde noget i forvejen forladt vort hus, som lå midt i byen, da
vinduerne klirrede ved kanonskuddene, og da vi kom udenfor, hørte vi
kuglerne fra vore folk pibe i luften over den gård som, ligger i byens
nordøstlige hjørne, og hvorfra tyskerne skød ned efter skoven til mod
nord og øst. De ville formodentlig hindre vore folk i at tage byen, hvad
disse temmelig let havde kunnet ved at dække sig bag de høje, levende
hegn på begge sider af vejen der fra nord fører ind til byen.

Vi søgte først hen til et hus, som lå noget højt og i den vestlige del af
byen, og det var derfra vi kunne iagttage tyskernes jagt efter læreren.

En anden civil mand stødte de med geværkolben, så han faldt, hvorimod
de ikke rørte min fader, som ganske rolig uden at se til højre eller venstre
og rygende på sin pibe kom gående op ad gaden til det hus, hvor vi
midlertidig opholdt os.

Så vidt jeg erindrer var byen først fuld af tysk kavalleri, og efter det kom
infanteriet. Da også det var trukket bort, forlod vi vort første tilflugtsted
og tyede ned til en gård, der ligger noget lavt og i byens nordside.

Her var en del mennesker søgt ind i gårdens rummelige mælkestue; der
lå endogså et par syge mennesker i deres senge.

Herfra forføjede vi os hjem hen på dagen, og senere fik byen
indkvartering; vi fik to artillerister.

Den næste dag var de ude for at grave kanonkugler op, og de kom da og
forærede os en sekspunding fuldkugle, som vi havde i mange år derefter
til at male sennep med.

En hest - vist nok af forspandingen for en kanon - var blev ramt i bringen,
den kunne dog gå et stykke ned af bygaden; men der faldt den.

Jeg husker tydeligt, at en del kanoner var kørt op syd for byen - de så så
blå ud; de skulle nok have været brugt til at jage vore ud af byen, om de
havde fået i sinde at tage den og sætte sig fast der. Hvis det var sket, var
der næppe blevet meget helt tilbage af byen; men vore folk trak sig jo
tilbage; slaget ved Kolding var tabt.

I FØDEBYEN GJELBALLE
Iden gård i Gjelballe, hvor mange - der i blandt også nogle syge - tyede
ned i mælkestuen for at være i sikkerhed for fjendens kugler boede i min
barndom en mand; som hed Hans Clausen.

Han havde et par halvvoksne sønner, og en dag havde den ene af dem
sin morskab af at give mig fuld af brændevin. Han havde fået mig anbragt
mellem sine knæ, og han bildte mig ind, at han kom sukkeri
brændevinen; men jeg så nok, at det var sand, som han tog op fra
gulvet og kom i glasset. Nok er det, han nåede sin hensigt, så jeg blev
aldeles døddrukken. Hvorledes jeg kom hjem og iseng, harjeg ikke spor
af erindring om; men mine forældre fortalte siden, at de troede, jeg var
død af det.

Siden den tid fik jeg sådan afsky for brændevin, at jeg ikke kunne lide at
lugte det, og nu kunne jeg godt lade den lille sjat brændevin stå, som
bleven tilbage ! glasset, når en mandlig gæst var gået, som efter sædvane
var bleven trakteret med en snaps brændevin og et stykke brunt sukker.
I min fødeby ligger skolen midt i byen og læreren - Møller hed han - var
en ret jævnlig gæst i mit hjem, som kun lå et lille stykke vej fra skolen.
Jeg blev altså fra min tidligste barndom fortrolig med den mand, som ret
snart blev min lærer. Allerede ifire - fem års alderen begyndte min mor
med læsningen; det var en ABC med en hane på titelbladet, og på næste
side stod, der ab, eb osv., den læsning smagte mig ikke rigtig, og det gik
kun småt fremad. Denne omstændighed gav min mor anledning till at sige
til læreren, da han en dag kom ind hos os, at hun ikke forstod, hvorledes
hun skulle få den dreng lært at læse. Hertil svarede Møller: "Lad ham
komme om til mig; jeg skal "få skam" nok få ham lært at læse".

Jeg kom altså i skole, og her tog læreren sig helt anderledes ud, end når
han kom ind i mit hjem.

Han råbte og skældte i lange baner, men han nøjedes ikke med at
skænde; tampen, som han altid gik med ifrakkens baglomme, blev flittigt
brugt, så den var helt blank og glat.

Han brugte den fremgangsmåde, at når en elev så til siden eller sagde et
ord til en nabo, kastede han tampen ned til vedkommende barn, som så
skulle bringe den op til ham for at få sine klø af den. Det varede ikke
længe, inden jeg fik den at smage, da jeg til en begyndelse gik ud fra, at
læreren var i skolen, som han var, når han besøgte os hjemme, men
denne vildfarelse fik han mig snart bragt ud af.

En af de første gange, jeg bar tampen hen til ham, bandt han dens ene
ende om min hals, og så løftede han klappen på katederet op og satte
den anden ende med knuden på i klemme der, og således stod jeg altså
tøjret en stund og var stillet i gabestok for hele skolen. Så lille som jeg
var, plejede han ellers at lægge mig tværs over sine knæ og så bearbejde
min lille bagdel med den knudrede tamp.

At jeg ikke var begejstret over den skolegang, følger af sig selv, og jeg
klagede mig for mor; men her hjalp ingen klager; jeg skulle iskole, og
der var dengang aldeles ikke tale om, at nogen af forældrene gik til
læreren og klagede over den behandling, deres børn fik.

Iden skole gik jeg, til mine forældre i august 1852 rejste fra Gjelballe til
Egtved skov, hvor de havde købt et lille hus med jordlod til, hvorpå der
kunne holdes en ko.

Forholdene i min føde by var langtfra mønsterværdige. Banden, drik og
usædelighed florerede. Læreren selv havde flere børn med sin stifdatter;
han havde for øvrigt gjort forsøg på at få lov til at blive viet til hende,
havde endogså gjort en rejse til, København og talt med selve
majestæten, Frederik den Syvende; men det kunne ikke tillades.
Nævnte stifdatter havde Møllers afdøde hustru haft, før hun blev gift med
Møller.

Hvad drikkeriet angår, så var Møller også med der, og engang morede
man sig med at bære ham døddrukken hjem på en stige.

Der boede den gang en gårdmand i byens østlige del, som var slem til at
svire; hans navn var Jeppe Pedersen. En dag, da han var falden om i
fuldskab og lå iforstuen, spillede sønnen, Peder Jepsen, som var en stor
skoledreng, en lille komedie med faderen, idet han udgav sig for at være
præsten, pastor Schmidt fra Nagbølle, og bagefter fortalte Jeppe for fuld
alvor, hvorledes han - d.h.p. havde svaret præsten.

Men smeden Faaborg og hans kone var dog de værste. De drak begge,
og så sloges de; men da hun var den største og stærkeste, måtte
manden flygte og se at finde sig et sikkert skjulested, når hun var på jagt
efter ham. En dag tog hun en stor hammer og slog først alle ruderne ind
og dernæst sprosseme og posten, og efter at hun således havde udøst
sin harme og gået bersærkergang, kunne det hænde, at hun lagde sig, så
lang og fuld hun var, på vejkanten ud for huset, og en dag, da hun lå der,
havde en gammel mand, som hed Anders Fløgstrup, netop været inde
hos os og aflagt en lille visit, hvad han så tit gjorde" rygende på sin lange
pibe.

Da han hørte, at ”Faaborgkællingen", som hun almindelig kaldtes, lå
døddrukken ved vejen og muligvis var ved at sove rusen ud, kunne den
gamle Fløgstrup ikke dy sig, men ville give kællingen et rap af sin stok,
hvad han også iforbigående gjorde, hvorpå han så hurtigt, som hans
gamle ben, støttet af stokken, kunne bære ham, skyndte sig afsted
hjemad, at hun ikke skulle indhente ham, hvis hun ret snart vågnede.

At drikke sig fuld var ikke anset for en skam, og store, lange eder og
skiden snak hørte man stadig. Det var derfor sikkert en lykke for mig, at
mine forældre flyttede derfra, da jeg kun var lidt over ni år gammel; jeg
mindes endnu så tydelig, at usædelig leg blev drevet at børn, som var på
min alder eller noget ældre.

Et stykke vej, måske en fjerdingvej vest for byen boede mine
bedsteforældre, den gamle Anders Kolbæk og Mariane, tilligemed sønnen
Iver Jepsen Kolbæk.

Der kom jeg ret tit ud, da morbroder Iver var så dygtig til af træ at
udskære heste, mænd og mange andre ting, som morede mig meget.
Bedstefader sad og arbejdede med at lave skeer, og så fortalte han
historier fra sin soldatertid, da han var med at kæmpe for Napoleon, en
mand, der stod for ham i overmenneskelig skikkelse.

Bedstemoder, som tydelig nok lod sig mærke med, at hun ikke satte pris
på mine besøg, afbrød ikke så sjældent den gamle, idet hun revsede ham
for de slemme eder, han brugte under fortællingerne, hvis indhold vistnok
også tit var temmelig langt fra virkeligheden.

TIDEN I EGTVED
Det var sikkert godt for mig, at det ikke blev mere end de første ni år af
min barndom, jeg kom til at leve i min fødeby.

I august måned 1852 rejste vi til Egtved skov, hvor min fader af
gårdmand Jens Peder Boesen i Knudsbøl, Jordrup sogn, havde købt en
lille jordlod, vel næppe fire tdr. land stor, kaldet "Kogen"; lodden var uden
bygninger, men kontrakten lød på, at Jens P. Boesen skulle opføre
vistnok 5 fag - grundmur med egetømmer til spærre værk, på nordsiden
tækket med tag og lyng, på sydsiden med alm. tag (langhalm).

Dette hus skulle være færdigt, så vi kunne flytte derind i august måned;
men huset var slet ikke færdigt, da vi kom, og taget på nordsiden var lagt
så dårligt op, at det slet ikke kunne holde regnen ude, men det regnede
ned i sengen, så min fader, der var øvet tækkemand, måtte have huset
omtækket på nordsiden.

Idet hele var huset langtfra opført, som kontrakten lød, så J. P. Boesen i
virkeligheden opførte sig som en kæltring over for os; om han stolede
på, at min fader hverken kunne læse eller skrive, ved jeg ikke, men jeg
ved, at der gik lang tid hen, vistnok endogså flere år, inden vi opdagede,
at min fader også betalte skatter af det hartkorn, som lå på en skovlod,
der lå et stykke derfra mod nordøst, og som ikke var bleven skilt fra, da
handelen skete, og der var naturligvis ikke tale om, at J. P. Boesen tilbød
at betale det beløb tilbage, som min fader havde betalt for ham i
skovlodden, og min fader forlangte heller ikke noget; rethaveri var ikke
hans stærke side.

Til stedet hørte en lille moselod ude i nærheden af Skærsø, som dog ikke
var ejendom, men, så vidt jeg ved, leje på 50 år. Det var en udmærket
moselod, dyb tørvejord, vel tre alen, af fortrindelig beskaffenhed.

Nu kunne vi altså have en ko og et får, og brændsel kunne vi få nok af,
når vi kunne få det gravet; tørven blev nemlig gravet med spade.

Men disse herligheder kunne langtfra opveje de besværligheder, som vi fik
at trækkes med. Der var langt til købstad, langt til kirke mindst 1/2 mil,
langt til skole og langt til mølle; møllevognen kendte man ikke til.

Min fader fik langt at gå til sit arbejde.

J.P. Boesen undte ham ikke en eneste dags arbejde, skønt min fader
kunne lave næsten alt muligt, hvad han var vænnet til fra hjemmet af hos
sin broder.

I mange år havde min fader sit stadige arbejde hos en mand iJordrup,
der hed Rejnhold men det var en lang vej at gå morgen og aften."

Her i Egtved skov' havde jeg altså mit hjem ide følgende 8 år. Egtved
skov havde ikke noget godt lov på sig; særlig boede der en mand der,
som gik under navnet "Grå-Knud", som vistnok havde adskilligt på sin
samvittighed. Der fortaltes f.eks., at han engang med en buløkse havde
hugget ind i låret på en af naboens heste, og sin kone havde han
rimeligvis heller ikke været god ved. Hun var død, da vi kom der til egnen,
men det fortaltes så vidt jeg husker, at hun havde forsøgt at skille sig af
med ham ved at forgive ham, hvilket dog ikke var lykkedes; men siden
den tid fik han sådan trang til at ode kaffegrums, så det forlangte han,
hvor han kom ind. En dag, da jeg var ene hjemme, kom han ind hos os
og forlangte kaffegrums, og jeg lod ham naturligvis tømme vore kedler,
da jeg var forfærdelig bange for ham.

Vi boede i Egtved skoledistrikt, og jeg skulle altså gå i skole der; det var
mindst 1/2 mil, gennem en stor skov og ad yderst slette veje.

Vor nærmeste nabo mod øst, Laurids Levesen, boede i samme skole
distrikt, men havde fået lov til at lade sine børn gå til Bølling skole, som
kun var godt halvt så langt. Jeg fik lov til det samme, og så kom jeg til at
følges med Laurids Levesens søn, Hans Levesen, og en eller to af hans
søstre til Bølling skole. Heldigvis varede dette følgeskab med drengen kun
det første efterår og den første vinter, så blev han konfirmeret. Men en
slem skamagtig og ondskabsfuld dreng var han, og ingen af de andre
børn i skolen kunne lide ham.

Bølling skole hørte den gang sammen med Taagelund, og læreren, som
boede i Taagelund og på den tid hed Sørensen, holdt så skole begge
steder, skiftevis, 3 dage hvert sted.

Vi gik sammen både øverste og nederste klasse, og det var som følge
heraf en meget mangelfuld undervisning, vi fik.

Undervisningsfagene var religion, Balles lærebog og Birchs bibelhistorie
udenad, skønskrivning, læsning og regning. Historie og geografi fik vi ikke
mere af, end hvad der stod ivor læsebog, Hjorts "Den danske
Bømeven".

Mærkelig nok øvede han mig i retskrivning, men ikke nogen af de andre
børn i skolen. Han kaldte mig hen til sig til katederet og lod mig læse en af
de små fortællinger, der stod iførste del af læsebogen, og så skulle jeg
siden gengive historien i en stilebog. Efter skoletid gik han den så igennem
med mig, og på den måde lærte jeg at skrive temmelig fejlfrit, hvilket jeg
fik god lejlighed til at vise ved en prøve under en provstevisitats, som C.
C. Boisen fra Fredericia - vistnok i 1857 - afholdt i Egtved skole, hvor så
børnene fra de andre skoler i sognet var mødt, og vi fra Bølling skole var
der også

Her dikterede provsten følgende opgave: "Medens jeg i Gaar gaaer i min
Gaard, kommer der en Flok Faar, forfulgt af bidske hunde, gjennem min
Port."

Retskrivningen var dengang således, som her er anført, og mit stykke var
komplet rigtigt både med stavning, store og små bogstaver og
kommaer. Jeg høstede megen ros af provsten for denne præstation, og
jeg husker, at jeg græd af bevægelse over at der blev lagt så megen
mærke til mit arbejde; men provsten trøstede mig og sagde, at jeg skulle
ikke græde; det var jo netop skrevet så udmærket.

Denne lille bemærkning var formodentlig ikke til skade for min lærer, som
netop på den tid søgte en lærerplads i Fredericia, som han også fik det
følgende forår.

Samme forår 1858, blev jeg konfirmeret. Pastor Bøving gjorde en del ud
af mig, fordi jeg var ret flink til at kunne svare ham på hans lange
spørgsmål, og min lærebog og bibelhistorie kunne jeg på mine fingre.

Vi var mellem 40 og 50 konfirmander, og lærer Kring iVork havde en
søn, som også gik til præsten den vinter. Det var det ældste af Krings
børn, Jens Jensen Kring hed han. Han stod ikke så højt hos Bøving, og da
konfirmationsdagen kom, skulle vi stå på kirkegulvet efter dygtighed, og
der måtte lærerens søn fra Vork døje den tort at stå nedenfor
husmandsdrengen fra Egtved skov, og dertil kom yderligere, at, da
præsten den dag var meget forkølet, så han ikke kunne tale mere end
højst nødvendigt, måtte han det år fravige sin sædvane at tale et
formaningsord til hver enkelt barn i hele flokken. Han holdt så kun en tale
til mig, og det gjorde naturligvis ikke humøret bedre hos
skolelærerfolkene fra Vork.

Men 14 år senere nåede Jens Kring at komme foran mig, ja helt slå mig
af marken, nemlig da vi begge søgte lærer- og kirkesangerembedet i
Jordrup. Jeg blev slet ikke indstillet, fordi sognerådet frygtede for, at den
mulighed kunne indtræde, at jeg kunne dø før mine gamle forældre, som
vi havde taget til os, og så kunne de få dem på sognet; noget så
skrækkeligt ville de da forebygge.

Efter min konfirmation blev der så i hjemmet talt om; hvad jeg skulle
være. Min moder ville have, jeg skulle være væver, hvortil min fader
svarede, om hun nogensinde havde set en rig væver; han foreslog, at jeg
skulle være snedker, og nu spurgte mor ham, om han nogensinde havde
set en rig snedker. Jeg selv syntes hverken om den ene eller den anden
af nævnte professioner; men en tanke, som gik i en helt anden retning
dukkede op i min bevidsthed. Jeg ville helst til at læse, så jeg kunne
komme på seminariet og siden blive lærer.

Allerede medens jeg gik i skole hos Sørensen havde jeg mærket, at han
havde tanker om mig, som gik i den samme retning; men den gang var
jeg afgjort uvillig stemt for at gå den vej.

Nu derimod, da jeg var færdig med skolen og skulle tage en bestemmelse
om, hvad jeg ville være, stod det med et klart for mig - jeg ville gå
Iærervejen.

Den tanke var min moder absolut imod. "Hvor skal vi dog få penge fra til
det?" sagde hun, og det varjo en meget fornuftig og rimelig
bemærkning; min fader mente, der blev nok udvej for penge, skønt han
vistnok slet ingen øjnede. Han mente, jeg burde til det, jeg havde lyst til,
og enden blev, at vi fik talt med den nye lærer, der var kommen til
Taagelund og Bølling, M. Th. Christensen, om jeg måtte få lov at gå til
Bølling skole og få nogen forberedelse hos ham til at komme på
seminariet.

Han indvilligede deri, lidt modstræbende lod det: og nu kom jeg til at gå
sammen med mine gamle kammerater og til at sidde på skolebænken
igen, hvor jeg havde siddet før. Men det var en ganske anden
undervisning, jeg nu fik at høre og se end den, jeg selv havde fået hos
Sørensen.

Christensen fortalte for børnene både bibelhistorie og fædrelandshistorie.
Jeg husker, at det første jeg hørte ham fortælle i bibelhistorien, var om
David og Abisai, der listede sig ind i Sauls vognborg, mens de alle sov, og
tog spydet og vandkrukken, som stod ved Sauls hovedgærde.

I danmarkshistorie huskerjeg, at en gang fortalte han af sagnhistorien
om Hamlet og en anden gang af historien om Tordenskjold.

Denne fortællen var noget nyt og ganske uhørt for mig, og det gjorde et
uudsletteligt indtryk på mig, så når jeg forlængst har glemt, hvad jeg i
lærebog og bibelhistorie havde lært på ramse, så er lærer Christensens
fortælling blevet stående.
Nå så børnene havde læsning, skrivning eller regning, sad jeg og læste lidt
eller skrev stileopgaver, og da jeg jo allerede kunne skrive temmelig
fejlfrit, hvilket nok den gang var ret ualmindeligt med en skoledreng i min
alder, så fik C. snart høje tanker om min dygtighed og troede, at jeg var
lige så dygtig både i historie og geografi, som jeg var i retskrivning.

Men heri tog han rigtignok fejl.

Efteråret og vinteren gik, og en dag, da C. skulle gå fra Bølling og til sit
hjem iTaageIund, fulgte han mig til mit hjem, da mine forældre gerne ville
tale med ham om, hvorledes jeg skulle komme frem ad den vej, jeg nu
var kommen ind på, og navnlig, hvor pengene skulle komme fra.

Det har jeg betænkt", sagde Christensen.

Vi sætter en subskription i gang, så får vi nok pengene."

Hvad mine forældre tænkte om den udvej, ved jeg ikke, men jeg husker,
at jeg selv ikke forstod meningen.

En subskription", tænkte jeg, "hvad mener han med det?"

Jeg havde nok hørt tale om en subskriptionsindbydelse på et eller andet
værk; men anvendelsen af dette udtryk her fattede jeg ikke.

Nogle dage senere fik jeg dog den gåde løst.

På et sognerådsmøde, der blev holdt i Bølling skole, læste C. en længere
skrivelse op, der fyldte sit folioside, og hvori han opfordrede til at yde mig
hjælp til at komme på seminarium, hvilket ville koste mindst 700 rdl.
(1400 kr.)

På det papir han læste op af, kunne de så tegne sig enten for lån eller
gave i et eller flere af de tre seminarieår, og C. tegnede sig straks for 30
rdl., et af sognerådsmedlemmerne skrev sig for 50 rdl. og et par andre
for hver 15 rdl., altsammen lån. Sognefogden, Hans Roed, som også var
i rådet, ville ikke være med til dette - han ville først høre hvad præsten
ville sige.

Nogle dage efter gik jeg op til pastor Bøving og viste ham papiret. Da han
havde læst, hvad C. havde skrevet, og set, hvilke lån der var tegnet,
sagde han: "Hvad kan det nytte med disse lån; dem kan du jo ikke betale
tilbage, de skulle give dig disse penge."

Jeg mente, at lånene også kunne hjælpe mig, og jeg håbede, at jeg nok
engang kunne betale dem tilbage.

Bøving tegnede sig så for 15 rdl., 5 hvert af de tre år. - Siden gik jeg ud
med min "subskription" til folk i omegnen, som jeg antog havde vilje til at
tegne sig for bidrag, jeg tog også længere bort, navnlig sydpå, hvor jeg
og mine forældre havde venner og enkelte slægtninge.

Jeg mødte megen imødekommehed og ingen uvilje. En enkelt mand
(kammerråd Brødsgaard iJordrup) mente, det ville være umuligt for mig
at samle en så stor sum; men da jeg næste år kom for at hæve det
beløb, han havde tegnet sig fo r, og han fik at vide, hvor meget jeg havde
fået tegnet, mente han at det var da alt for mange penge at bruge til det.
Jeg fik på den måde gjort udvej for de fleste af de penge, jeg brugte på
seminariet.

Kun en af mine nærmeste slægtninge, min farbroder Hans Kristensen, fik
jeg ingen støtte; han mente, mit forehavende ville føre til mine forældres
ruin.

Dette kom dog ikke til at passe; tværtimod blev jeg som lærer i stand til
at støtte mine forældre, så de undgik at komme på fattigvæsenet, hvad
de uden min hjælp næppe ville have undgået.

Nu var altså pengespørgsmålet for så vidt i orden; det gjaldt så om at
blive optaget på seminariet.

Christensen mente, at jeg godt kunne indstille mig til optagelsesprøve i
sommeren 1859, altså i en alder af 16 år og med en for kort
forberedelse.

Der måtte så indsendes en ansøgning om tilladelse til at gå til prøven,
skønt jeg ikke havde gået til forberedelse et år; at jeg skulle være 17 år
for at komme til optagelsesprøve, tænkte C. ikke på; imidlertid fik jeg lov
til at indstille mig til prøven trods begge mangler.

Men det viste sig, at C. langt havde overvurderet mine kundskaber og
min modenhed, og resultatet af prøven blev heldigvis det, at jeg kunne gå
hjem til næste år; så havde jeg alderen, som krævedes, og muligvis også
kundskaberne.

Denne optagelsesprøve og i det hele det liv, der mødte mig ved denne
lejlighed på seminariet iJelling, og det dybe indtryk, det gjorde på mig,
blev af afgørende betydning for mig; det blevet vendepukt i mit liv, og
hvor forunderligt det kan lyde; jeg blev grebet af den så jublende glæde,
skønt jeg var falden, så det hele tiden lød inden i mig: "Vi har alt af Guds
nåde; det er Guds nåde altsammen".

Da jeg sent om natten nåede mit hjem i Egtved skov og fortalte mine
forældre udfaldet, sagde de straks, at jeg måtte godt blive hjemme til
næste år.

Jeg tog nu bedre fat på læsningen, da jeg var klar over, hvad der
forlangtes ved optagelsen.

Imidlertid blev Bølling og Taagelund distrikt delt i to skoler. Christensen
beholdt Taagelund, hvor der var bolig for en gift lærer, og Bølling blev så
et embede for en ugift.

Seminarist A. K. Rasmussen blev så kaldet til lærer i Bølling, og hos ham
fortsatte jeg min forberedelse, og i sommeren 1860 blev jeg optaget på
Jelling seminarium.

PÅ JELLING SEIMINARIUM
Det liv, der her åbnede sig for mig, var så såre forskelligt fra det, jeg hidtil
havde oplevet, at iførstningen gik jeg som i en drøm og troede at jeg
vistnok snart måtte vende tilbage til hjemmet, som jeg aldrig før havde
været så længe borte fra.

Der boede dengang i den vestlige udkant af Jelling by en gårdmand, der
hed Rosenvold; han havde plads til 8 elever; og da 2 af dem var blevet
dimitterede, skulle de andre se at skaffe et par af de nu optagne elever i
den ledige stue, og det blev så Niels Vilhelm Tinsen fra Haderslev og mig.
Værelset, vi fik, var det mindste af de 4; de nye skulle altid begynde i
dette; næste år kunne de så rykke ind iet de andre, som var større, når
dets beboere var dimitterede.

Min kammerat var et sjældent elskværdigt og dygtigt menneske, og han
var umåde flittig. Han havde end også en timetabel over sin fritid; i
frikvarteret på seminariet skulle han læse litteratur, husker jeg, der stod.
Om vi end sad oppe og læste om aftenen til hen ad midnat, så var Tinsen
altid oppe tidligt om morgenen for at give lektierne endnu en overgang,
inden vi kl. 8 skulle møde på seminariet.

De store forventninger, som hans lærere måtte nære om en så flittig og
begavet elev, gik dog ikke i opfyldelse:

I sommeren 1861, formodentlig ijuni måned, var han og jeg gået ned til
Faarup sø for at bade og øve os i svømning. Han kunne begynde at
svømme lidt langs svømme broen; men pludselig rejste han sig op i
vandet og spyttede blod, der var sprungen en blodåre i lungen.

Vi gik så stille tilbage til Jelling, og næste morgen blev lægen, Benzen,
hentet. Tinsen havde om natten spyttet en hel del blod op, og nu måtte
selvfølgelig hans læsen standses.

Han nåede således ikke engang ved årsprøven at få lejlighed til at vise
frugterne af sin flid. Han måtte rejse hjem til sine forældre, handskemager
Tinsen og hustru, i Lille Papegøje i Haderslev; han levede endnu et par år,
og håbede stadig på at blive rask, så han kunne fortsætte sin afbrudte
uddannelse; men det nåede han ikke.

En så flittig kammerat som Tinsen var en sand lykke og et udmærket
ansporende eksempel for mig, der havde fået en så mangelfuld
forberedelse og havde så meget at indhente.

Det eneste, jeg ikke fik øvet tillstrækkelig om aftenen hjemme i vor stue,
var violinspillet; jeg skammede mig ved stå og gnide på instrumentet og
frembringe alle de falske toner til harme og forstgroelse for de andre
elever, hvis værelser kun var skilte fra vores ved en gang eller et
skillerum.

For at komme lidt med på det musikalske område måtte jeg have privat
vejledning en elev fra ældste klasse (Kjeld Jensen). Tinsen spillede ret
godt violin; han havde nemlig fået nogen øvelse og undervisning heri,
inden han kom på seminariet.

De 6 elever som vi boede i hus sammen med, var: N. J. Nielsen
(Ringkøbing), Schmidt (Hover), Kragh, I. H. Andersen (Vissenbjerg kro),
R. K. Rasmussen (Daugaard) og G. F. Dahl (Daugaard).

Før jul bestilte disse ikke synderligt om aftenen; somme tider musicerede
de (N. J. Nielsen fortrinelig violin og Kragh spillede Gitar, og så lød sangen
til: "Der boede en kenning i lejre"), somme tider prøvedes kræfter, der
endte med, at de smed hinanden i sengen, så den kom til at ligne en rigtig
rede; ofte gik N. J. Nielsen i sin slåbrok og med lang pibe i munden fra
den ene til den anden, drev løjer og forstyrrede Tinsen og mig i vor
læsning.

Rosenvolds hus var et halvt fornemt hus, lidt udenfor bondestanden;
maden vi fik, var udmærket.

For mig, der var fra et fattigt hjem, var det, som vi var til gilde hver dag.
Betalingen var rimelig: fuld kost, værelse og skobørstning for 28 rdl. (56
kr), kvartalet var ingenlunde for meget.

Alligevel måtte vi lidt hen på vinteren 1860-61 klage over brødet, som
var omtrent uspiselig, i hvert fald usundt. Vi havde i 1860 en meget våd
høst, så mange ikke kunne få rugen bjærget i god tilstand, og det havde
Rosenvold da heller ikke fået. Men så fik vi bedre brød (af østersøisk
rug); men fruen var ikke mild i flere dage efter.

Da juleferien kom 1860-61, rejste jeg hjem; men da jeg skulle tilbage til
Jelling, havde vi fået en masse sne, og det blev en streng spadseretur fra
Egtved skov til Vork skole, hvor jeg måtte overnatte, og næste dag
derfra til Jelling. Mine benklæder og støvler var stivfrosne, da jeg endelig
nåede Rosenvold. Fru Rosenvold tog meget venlig mod mig og plejede
mig godt, så jeg snart kom til hægterne igen.

Undervisningen på seminariet var jeg glad ved, særlig dog ved forstander
Svendsens timer, når han fortalte bibelhistorie.

Vor lærer i dansk og stil, pastor Claudi, kunne temmelig let finde ikke så
få bommerter i mine stile, hvorafjeg skønnede, at min undervisning i
retskrivning under forberedelse til seminariet havde været noget
mangelfuld. For øvrigt var de daværende retskrivningsregler ret
vanskelige, og en retskrivningsordbog var der dengang ikke tale om.
Ipsen (Bornholmeren) underviste os i naturhistorie, naturlære og
matematik, og hans undervisning syntes jeg godt om.

I regning, sang, musik og gymnastik havde vi det første år seminarist
Tofte til lærer, han vikarierede for seminarielærer Bønnelykke, der for sit
helbreds skyld opholdt sig i Tyskland, formodentlig ved et bad.

Der var almindelig tilfredshed med den unge Toftes undervisning, og det
havde sikkert været heldigt, om han havde måttet fortsætte de følgende
år.

Men det blev altså Bønnelykke, der fortsatte, og hans sygdom var vel
nok årsagen til hans pirrelighed og hans ulyst til at føre sin elever videre
end til det mål, der strengt fo rlangtes nået til eksamen.

Til gymnastIklærer fik vi siden hr. Hardenberg, der havde militærisk
uddannebe.

Lærer Uttenthal underviste os i skønskrivning og tegning, og han havde
tillige historie og geografi. Han gav os en lektie for i Allens lille
danmarkshistorie, i Kofoeds verdenshistorie og i Rimestads geograä, og
næste gang måtte vi så fortælle, hvad vi havde læst; fortalte en så mere,
end der stod i de nævnte bøger, spurgte han gerne: "Hvor har De det
fra?"

Somme tider fortalte han små vittigheder, helst nogen, der stammede fra
tyskerne og var tyske dumheder. F.eks. i en geografrtime: "I en tysk
geografi står der om Køge bugt, at "der plejede danskerne at holde deres
søslag", og i en historietime fortalte han, at han i en tysk historiebog
havde læst, den forklaring af navnet gildeskrå: "Weil sie mit einem
grossen Geschrei beigenommen wurde." Når han havde affyret en sådan
vittighed, vendte han sig gerne om mod vinduet, for at vi ikke skulle se,
at han også selv lo ad den.

Ved sin tegneundervisning opnåede han at gøre mig grundig ked af
tegning, hvortil jeg ikke savnede anlæg; vi brugte dengang Helsteds
tegnehæfter. De to sidste år havde vi Ipsen til tegning; han opdagede, at
jeg havde gode anlæg; men jeg drev det alligevel kun til mg.
Oprykningseksamen ved slutningen af det første år slap jeg godt fra, og
det samme var tilfældet med halvdimissionen det andet år og
dimissionseksamen det tredie år, så jeg nåede at få 28 points over det,
der krævedes til første karakter, et udfald, som langt overgik mine
forventninger.

Det første år boede altså Tinsen og jeg hos Rosenvold; men da der var
temmelig megen forstyrrelse fra de andre seks, som boede sammen
med os, foreslog Tinsen, at vi de næste år hellere skulle se at komme til
at bo hos skolelærer Jørgensen i sogneskolen; han havde et værelse
indrettet i sit udhus, hvor der boede to elever, som hørte til ældste klasse
og altså forlod værelset ved slutningen af det første år.

Tinsen kom imidlertid aldrig til at bo der, da han, som foran nævnt, blev
syg hen mod slutningen af det første år og måtte rejse hjem til
Haderslev; han kom aldrig mere til Jelling, men døde få år efter.

I mit andet seminarieår boede jeg alene i lærer Jørgensens seminarist-
lejlighed; Tinsen ønskede nemlig ikke, at jeg tog en anden
stuekammerat, da han stadig håbede at blive rask og komme tilbage til
Jelling igen.

Da udsigterne i årets løb ingenlunde blev lysere, og da jeg havde dårligt
råd til at bo i værelset alene, tog jeg det sidste år en stuekammerat,
nemlig Erik Kristensen.

I disse to år holdt jeg mig selv med "tør kost" og spiste middagsmad hos
Jørgensens.

Disse tre seminarieår havde været rige år for mig, en velsignet tid, hvor
jeg havde modtaget indtryk, som aldrig er bleven udslettede. Dog var vi
efter disse tre års uddannelse ingenlunde "færdige", nej, langtfra; vi var
kun nået så vidt, at vi nu kunne begynde. Vi havde fået så megen
opøvelse, at vi kunne gøre brug af bøger og havde fået øjnene åbnede
både for folkelighed og kristendom.

I BREDSTEN OG FOUSING
Jeg kom ret snart i virksomhed; allerede den 20. august i dimissionssåret
blev jeg kaldet til andenlærer og kirkesanger i Bredsten, 1 mil syd for
Jelling, og jeg kan i sandhed sige, at her "faldt snorene for mig på et
yndigt sted". Her var en stærk kristelig vækkelse, hvortil den unge og
udmærket begavede kapellan Laurids Laurberg havde været redskabet.
Det var fire frugtbare og velsignede år, jeg tilbragte her.

Vel kastede friskolen, som fremstod det sidste år, en smule slagskygge
over tilværelsen; men i det samme år fandt jeg min kære hustru, og den
15. november 1867 forlod vi Bredsten og rejste til vort nye, hjem i
Fovsing, Hvejset sogn, til hvilket embede jeg var kaldet under 1.
november.

Her fik jeg to skoler at undervise i, og kunne det end sommetider i dårligt
vejr være svært nok at komme ud til Mindstrup, så var denne
spadseretur i alt slags vejr særdeles gavnlig for mit helbred.

Til skolen i Fovsing var henlagt en del af Ildvad skoledistrikt, og da der fra
dette distrikt var kommet et par drenge, som var ualmindelig uartige, så
jeg mig af den grund nødsaget til at give dem en korporlig revselse,
hvilket blev misforstået af forældrene og derfor voldte mig en del
ærgrelse og ubehageligheder.

I foråret 1868 kom mine gamle forældre til os; deres lille ejendom i
Egtved skov fik de solgt.

Dette år blev ualmindelig tørt, så avlen navnlig af vårkorn blev meget lille.
Samme år, d. 3 .juli, fik vi vort første lille barn, som fik navnet Kornelia
Marie, fordi, hun var født på Kornelius's dag.

Husstanden var altså nu 6 personer, da vi også havde en lille tjenestepige
(Jensine, gmd. Rasmus Knudsens datter i Balle).

Trods tørken og det lille embede slog vi os godt igennem det første år. I
det følgende foretog jeg sammen med lærer J. P. Jensen, Skovbølling, en
tur til Vestjylland, besøgte E. Kristensen i Hanning, Jørgensen i Brejning,
Trøstrup iThorsted, S. P. Jensen i Staby højskole og pastor Lauberg i
Dalsgaard. præstegård. Fra Staby var vi, en tur ude ved Vesterhavet, ved
Thorsminde, som den gang var tilsandet. Fra Staby måtte jeg gå de tre
mil til Holstebro, hvor jernbanen begyndte, og den tog jeg så med til
Sparkær station, hvor jeg gik til Dalsgaard præstegård. Her overnattede
jeg, og næste dag kom jeg med en vogn fra Taarupgaard til Viborg, og
herfra fortsattes så rejsen med jernbanen til Vejle og med apostlenes
heste til hjemmet.

Så vidt jeg erindrer, var det samme år min moder fik et aproplektisk
anfald, som i de følgende år af hendes levetid hindrede hende i at gå; de
sidste år lå hun stadig i sengen. Min fader var efter sin alder (han var født
8.10.1804) rask og rørig, kunne passe køerne, avlingen og pusle lidt i sit
værksted, da han var temmelig nævenyttig.

Således gik der 9 år; børneflokken var vokset: d. 14. juni 1870 fødtes
Theodor, d. 19. novbr. 1872 Hulda og 13. novbr. 1874 Valdemar.

Det var en stor familie på et embede, der var reguleret til ca. 1000 kr.
Men det lidet blev velsignet til nok, og befolkningen betænkte os ikke så
sjældent med lidt til spisekammeret; særlig må vi mindes vor gamle
sognepræst, provst Wolf, for hans store gæstfrihed og gavmildhed.
Skønt vi altså aldrig savnede det daglige brød, ønskede vi dog nok et
noget bedre embede og et rigeligere udkomme.

Jeg søgte også en del embeder, var også indstillet et par gange; men
først 1876 blev det til alvor: den 27. august blev jeg kaldet til lærer og
kirkesanger i Ellinge og den 28. august til lærer og kirkesanger i Alminde
ved Kolding. Jeg valgte det første, fordi det efter reguleringssummen at
dømme var et par hundrede kroner større end Alminde, og dernæst fordi
der var rigeligere lejlighed til mine forældre.

RE JSEN TIL FYN
Rejsen til Fyn var ret besværlig, da min moder hverken kunne gå eller stå,
men måtte bæres, når vi skulle skifte befordring, hvilket f. eks. i
Fredericia, kunne være ret besværligt.

Ved solnedgang nåede vi endelig den 17. september Ellinge; men så var
tøjet ikke kommet; vognene havde været ved stationen, men forgæves.
Først næste dag kom tøjet, og derfor blev den første nat i Ellinge skole
mindre hyggelig. Men den modtagelse, vi fik af en del af beboerne,
glemmer vi ikke, i skolestuen havde konerne dækket bordene med en
overflødighed af mad og drikke, som kom os ret tilpas efter den lange
rejse. En sådan modtagelse var et godt varsel om den kommende tid i
Ellinge, og de 34 år, vi var der, var en lykkelig og god tid for os; vi har
gode minder om trofast venskab gennem de mange år.

Men da jeg havde nået de 67, og helbredet begyndte at svigte - jeg led
især af en meget generende halskatarrh - var min hustru enig med mig
om, at det var bedst at slutte gerningen i Ellinge og give plads for yngre
kræfter.

Efter en smuk afskedsfest iforsamlingshuset rejste vi (min hustru, Sigrid
og jeg) til Nyborg, hvor vi boede i ca. 4 år hos vor ældste søn,
lokomotivføreren.

Opholdet i Nyborg blev imidlertid mere kostbart, end min pension kunne
dække, og vi besluttede at rejse til Vester-Aaby, hvor vi havde to
svigersønner, der var lærere der, og der var byggeplads at få.

Da vi skønnede, at den lille opsparede kapital, vi havde, iforbindelse med
et større lån, kunne dække omkostningerne ved byggeriet og købet af
jorden til byggeplads og have vi ialt ca. 4000 kr., tog vi beslutningen at
forlade byen og tage ud på landet igen, og vi har ingensinde fortrudt
flytningen. Et års tid efter at vi var flyttet hertil, fik vi jernbane og station
tæt ved, hvilket jo er en stor behagelighed.

Men inden vi nåede herned, havde vi den store sorg, at min hustru under
en operation døde på Odense sygehus, og hendes støv hviler nu på
Vester-Aaby kirkegård.

Bebars efterskrift
Her slutter fars - efter hukommelsen, opskrevne erindringer, jeg vil da
føje følgende til:
Far levede så sine sidste år i Vester-Aaby hos barber Unkerskov og
søster Sigrid. De plejede og passede ham på det bedste og til vi andre
udtrykte far altid sin tilfredshed med sin svigersøn og datter.

Den 30. januar 1923 døde far stille og rolig.

Den 5. febr. blev han begravet under megen stor deltagelse.

Fra Ellinge var mange mødt og der var en stor sølv bøgegren til hans
kiste.

Et langt liv (omtr. 80) var hermed afsluttet og jeg tror nok, far har været
til velsignelse for mange i årenes løb. For vi børn har han været en god og
kærlig fader. Den røde tråd, der gik gennem hele hans liv, var hans
enfoldige bametro og hans sans for det rette.

Velsignet være hans minde. 12.3.1923.
Theodor Vaaben.

Faster Helgas efterskrift
Gårde i Ø. Vamdrup

Den ældste af de nuværende ejendomme oprettedes 1793, da
sognefoged Kristen Hansen solgte en del af sin fælled samt 7 fag
hus til Kristen Hansen Nørgaard af Hjerm, der var ejer til sin
død 1817.

Ejendommen kaldes i kirkebogen for Skovbjerg, nu Skovbjerghus.
Enken, Sara Hansdatter, var ejer til 1829, sønnen Hans Kristensen til
1870; han indkøbte et parved gårtden liggende arealer, bl.a. en
husmandsejendom, der lå på marken Gaardsholt, hvor Vamdrup, Hjarup
og Ødis sogne støder sammen og havde været ejet af heksen "Uend
Ann" og hendes mand "Lang Nis".

Efter Hans Kristensens død sad enken inde med gården 1870-85.
Børnene Mogens og Sara Vaaben, begge ugifte, var ejere til 1910.
Mogens Vaaben var veteran fra 1864 og i en årrække formand for
våbenbroderafdelingen i Vamdrup.

Han var meget belæst belæst og klog på stjerneverdenen, ligesom han
med sin store hukommelse vidste god besked med hvad der var foregået
i Nyskov omegn.

Søskendeparret solgte gården 1910 og boede siden i øster Vamdup til
deres død.

Mogens døde 1911 og ligger begravet på Vamdrup kirkegård.

Sara Kathrine døde 1921.

Den del af Ø. Vamdrup, som kaldes Nyskov, og hvor der nu nu findes 10
landejendomme, var i tidligere tid en skov, der menes at være ødelagt
under krigen med svenskerne for 300 år siden.

Fars far var broder til Hans Kristensen, og Mogens var altså fars fætter.
Det, som jeg har skrevet af, er et stykke, som er klippet ud af en avis,
og hvor gårde og ejendomme i Øster Vamdrup er beskevet.

Fars far, Jens Kristensen er ikke nævnt. Der var nok også en bror, som
hed Peder, og som. var med i "Frankerige". Jeg har aldrig hørt, om han
faldt i krigen.

Ang. "Onde Anne" og "lange Nis", da troede folk fuldt og fast at hun
kunne hekse. Beboerne købte dem til at flytte ud af byen.

Der blev så tildelt dem et stykkej ord et andet sted.

Mors mor var født Sudersvan afjødisk slægt, og det var vistnok fattige
folk. Hendes far var skomager i Odense. Mors far har vel også været
jødeslægt, mor var da født Jonassen. Hun har fået at vide, at hun er født,
før de blev gift. Det står i Bredsten kirkebog.

Jeg kan ikke tro, at bedstefars far har heddet Kristen Pedersen.

Efter et udklip af en avis om ejendommene i Nyskov (Ø. Vamdrup sogn)
kaldes han Kristen Hansen Nølrgaard af Hjerm. Og bedstefars ældre
broder (som fik gården) hed Hans Christensen og hans søn: Mogens
Hansen Vaaben. Det varjo fars fætter.

Mor fortalte, at hendes mor var født i Nedergade overfor Lohns stiftelse.
Da jeg var i Odense i mine unge dage, lå Lohns stiftelse der endnu; men
det gør den sikkert ikke mere.

Mors forældre rejste med et herskab til Jylland. Det var nok til
Haraldskjær", som ligger i Vejledalen. Og de fik så et hus i Kjærbølling
Bakker. Det var meget bakket jord de havde.

Helga Kjær.
www.ellinge.dk

www.ellinge.dk
Tilbage til indhold